Hvorfor er vi spaniere, franskmænd og italienere så "dumme"?
Jeg siger dette med kærlighed, men også med den direktehed, som lederskab kræver: Nogle gange opfører vi os, som om vi er ledere. Og ikke fordi vi mangler talent, historie eller produkt. Tværtimod. Hvis der er én ting, der definerer Spanien, Frankrig og Italien, så er det netop den gastronomiske og kulturelle ekspertise, som vi har givet verden i århundreder.
Middelhavskosten blev anerkendt som en immateriel kulturarv for menneskeheden, fordi den ikke bare er en måde at spise på; det er en livsstil, en måde at dele på, en måde at forstå landet, tiden og familien på. Og alligevel, som de naturlige vogtere af denne arv, handler vi ofte fragmenteret, som om vi konkurrerede med hinanden om en trone, der allerede er vores.
Italien har forvandlet sit køkken til et globalt ikon. Dets olier, charcuteri, oste, pastaretter, pizzaer, trøfler og vine er en del af verdens kollektive bevidsthed. Frankrig har gjort det samme med en upåklagelig national strategi: oste, charcuteri, foie gras, patéer, marmelade og det universelle symbol på luksus, som er champagne. Og Spanien, mit elskede Spanien, må ikke overgås. Ekstra jomfruolivenolie, iberisk charcuteri, skinke - vores hellige gral - marmelade, oste, vine, fisk og skaldyr ... Vi har en gastronomisk arv, der er uovertruffen.
For et par dage siden, mens jeg talte med franske kokke med Michelin-stjerner, der var dybt kyndige og respektfulde over for spanske produkter, opstod et ubehageligt spørgsmål: Hvis vi er så ens i essens og så magtfulde som globale benchmarks, Hvorfor foreslår vi ikke en fælles strategi til at erobre resten af planeten på en koordineret måde?
Hvorfor fortsætter vi med at agere i siloer, når verden allerede opererer i blokke?
Jeg ville kalde det Middelhavet.
Ikke som et tomt slogan, men som et strategisk koncept. Middelhavsmad handler om at overføre viden, kultur, innovation, tradition og frem for alt sundhed. For hvis noget adskiller vores køkken fra andre store kulinariske traditioner, er det dets naturlige balance mellem nydelse og velvære. Plantemangfoldighed, olivenolie som et strukturelt fedtstof, moderat indtag af animalsk protein, bælgfrugter, korn, fisk… Middelhavskosten konkurrerer ikke med trends; den modstår blot tidens tand.
Det globale marked venter dog ikke. Asien, Mellemøsten og Amerika leder efter autentiske oplevelser, virkelige historier og produkter med sjæl. Hvad nu hvis Spanien, Frankrig og Italien udviklede fælles salgsfremmende platforme på tredjepartsmarkeder? Hvad nu hvis vi i stedet for at konkurrere om hyldeplads skabte integrerede middelhavsområder? Hvad nu hvis vi delte logistik, markedsinformation og kulturelle fortællinger?
Lederskab handler ikke om at påtvinge sin vilje, men om at fremsætte en vision, som andre ønsker at følge. Og det er her, vi skal være ærlige: vores stolte og dybt identitetsdrevne natur begrænser os nogle gange. Vi forveksler patriotisme med isolation. Vi tror, at samarbejde mindsker vores rolle, når det i virkeligheden forstærker den.
At tilføje betyder altid at gå længere.
Spanien, Frankrig e Italia Gennem historien har vi været allierede, rivaler, urolige naboer og uundgåelige partnere. Vi har påvirket, invaderet, beundret og kopieret hinanden. Vi kender hinanden for godt til at ignorere de dybe kulturelle rødder, vi deler. Netop af denne grund er vi i en privilegeret position til at lede en ny æra. Det handler ikke om at udvande nationale identiteter, men om at styrke dem inden for en fælles strategi. Middelhavets styrke ligger ikke i ensartethed, men i mangfoldighed under samme sol. Hvis vi virkelig tror på værdien af vores produkter, på kvaliteten af vores landmænd, kvægavlere, fiskere og håndværkere; hvis vi tror, at gastronomi er kultur, og at kultur er indflydelse, så må vi bevæge os ud over individuel stolthed og omfavne kollektiv ambition.
Og hvis det ad den vej påhviler Spanien at tage det første skridt og foreslå den strategiske forening af MiddelhavetSådan må det være. Ikke af arrogance, men af den rolige overbevisning hos dem, der kender deres værd og ikke behøver at bevise det ved at råbe op, men ved at bygge. Endnu engang er det hos Made in Spain Gourmet vores tur til at lede, men vi gør det med passion og frem for alt med glæde.
Fordi vi ikke er tåber. Det ville vi være, hvis vi ikke, med alt vi havde, kunne gøre det sammen.
